Av Marie Met Hansen cand.pæd.ant.
Det er de færreste, der kender til bedemandsfaget. Hvis du ikke har en faglig berøringsflade med bedemænd, er det først når en af dine nærmeste dør, og du skal arrangere en begravelse, at du kontakter en bedemand. Bedemænd arbejder derimod hver dag med døde kroppe og sørgende pårørende. Hvordan er det at være omgivet af sorg og død? Hvordan holder de til det? Og hvad består deres arbejde egentlig af? Denne artikel tilbyder et blik ind i bedemændenes verden.
Artiklen bygger på uddrag fra mit kandidatspeciale i pædagogisk antropologi på Aarhus Universitet. Specialet bygger på tre måneders etnografisk feltarbejde hos bedemandsfirmaet Birkelund i Nordsjælland, hvor jeg har deltaget i tre bedemænds hverdag. Empirien er anonymiseret og produceret gennem deltagerobservation, interviews, fotografier og lydoptagelser. Feltnoter er et centralt redskab i antropologifaget. I dem forsøger jeg at indfange, som etnograferne Ehn og Löfgrens formulerer det, “det mangetydige og modsigelsesfulde” i situationerne.[1] I feltarbejdet fik jeg gradvist adgang til de forskellige dele af bedemændenes arbejde og fulgte dem rundt til kirker, kirkegårde, kapeller, plejehjem, hospitaler og hjem til de afdødes familier. Mine hovedinformanter er de tre bedemænd, og derfor har empirien bedemændenes perspektiv.[2]
Hvis man betragter bedemandsbranchen som en ‘black box’, hvor det er kendt, hvad der kommer ind i boksen og hvad der kommer ud, men det er uvist hvad der foregår inde i boksen, forsøger denne artikel at tage et kig ind i den sorte boks.
Bedemænds funktion og position i samfundet
Når jeg talte med personer udenfor felten om bedemandsbranchen under mit feltarbejde, mødte jeg en slående uvidenhed om, hvad bedemænds arbejde består af. Forskning på området bekræfter min oplevelse af en generel manglende indsigt i branchen og viser flere aspekter af dette. Den engelske antropolog, Glennys Howarth, der har lavet et studie af engelske bedemænd, som jeg vil inddrage flere steder i artiklens analyse, begrunder uvidenheden med: “Undertakers and undertaking are for most people in contemporary western societies, largely alien and unfamiliar territory.”[3]
Den amerikanske filosof Aubrey Thamann bekræfter Howarths påstand om at bedemandsbranchen er en branche, mennesker i vestlige samfund ikke vil forholde sig til. I sit studie af bedemænd i Indiana undersøger hun bedemændenes position i det amerikanske samfund.[4] Her anvender hun den franske antropolog Arnold van Genneps teori om ‘liminalitet’ og anskuer den døde krop som liminal. Hun argumenterer for, at bedemanden via sin håndtering af den afdøde krop også bliver liminal. Bedemandsfaget bliver en liminal enhed, og faget fornægtes på grund af den kollektive frygt for døden.[5] Thamann tilføjer, at mennesker i vestlige samfund ikke tænker på bedemænd, før de skal bruge dem. Bedemænd eksisterer derfor på sin vis udenfor den fælles bevidsthed og sociale struktur. De anses som nødvendige i samfundet, men arbejder i et rum, som personer udenfor faget ikke vil ind i, fordi de ikke vil mærke de følelser, som rummet kalder på[6]. Thamann og Howarth deler altså opfattelsen af, at bedemandsbranchen i den vestlige verden er omgivet af en vis afstandtagen og eksisterer i randen af den sociale bevidsthed.
Bedemænd arbejder derimod hver dag med døde kroppe og sørgende pårørende. Hvordan er det at være omgivet af sorg og død? Hvordan holder de til det? Og hvad består deres arbejde egentlig af?
Jeg er nysgerrig på, hvad det er for en relation der opstår mellem den afdøde, de pårørende og bedemanden. Bedemænd har en social funktion i kraft af den centrale rolle de spiller i begravelsesritualet. Gennem Van Genneps liminalitetsbegreb stiller Thamann skarpt på, at bedemændenes sociale funktion er, at de går gennem liminalfasen med de pårørende og får dem ud igen på den anden side.[7] Bedemænd er således en hjælpefigur, som opfylder både et praktisk og et socialt behov i samfundet. Man kan med andre ord sige at de yder en omsorg for både den døde og de efterladte. Det næste citat viser en situation, hvor netop omsorgens dobbelthed træder frem:
Tv’et kører i baggrunden til det selskab, jeg deltager i. Der bliver vist koncerter fra årets festivaler. Jeg spidser ører, da der bliver nævnt, hvilke band der vil blive vist, for under mit feltarbejde som bedemand i efteråret, har jeg klædt en afdød dansk musiker på og lagt ham i kiste. Nytårsaften er jeg spændt på, hvordan jeg vil have det, når jeg ser ham levende. Så jeg holder øje med skærmen, og når hans band går på, retter jeg min opmærksomhed på skærmen. Han ser glad ud, spiller og synger. Men hvor de andre bandmedlemmer er sommerbrune, er han grå og bleg i ansigtet. Han har sit sorte scenetøj på. Det samme som vi iklædte ham. Det var familiens ønske, at han skulle have sit scenetøj på i kisten. At se ham sender mig tilbage til påklædningssituationen – til dengang da bedemanden Lise og jeg baksede med at få hans stive støvler på. Strømperne og hans stramme cowboybukser var også en udfordring. Det føles, som om jeg kender ham. Jeg har set ham uden tøj på. Jeg har løftet ham, klædt ham på. Det føles meget intimt.
I denne feltnote har jeg ydet både en praktisk hjælp og en omsorg, men den endelige modtager er ikke den afdøde[8], men derimod den afdødes pårørende. Det gør både situationen og relationen kompleks. I felten oplevede jeg at den afdøde havde en central position i relationen mellem bedemænd og de pårørende. At relationen til de pårørende gik gennem den afdøde, gjorde at jeg følte mig meget tæt på de pårørende, selvom de ikke var til stede. Den afdøde er en kompleks størrelse, fordi denne på en gang er en person og en ikke-person – på en gang et subjekt og et objekt. Min erfaring fra felten er, at jeg i bedemandspositionen kunne føle nærhed overfor den afdøde, selvom vedkommende var død og ikke indgik i nogen relation med mig.
I felten fremstår den døde krop som et centralt omdrejningspunkt, og for at undersøge hvordan vi som mennesker forholder os til den døde krop, har jeg valgt at anvende den britiske antropolog Mary Douglas’ teori om smitte, det urene, og det hellige, som en overordnet analytisk ramme. Teorien præsenteres i bogen Purity and Danger fra 1966, som anses for at være Douglas hovedværk.[9] Der peger hun på at tabu, der før blev opfattet som et afgrænset fænomen hos de såkaldte ‘primitive kulturer’, gør sig gældende i alle samfund, samt at forurening og rituel renhed altid skal ses i sammenhæng med det samfund det er fundet i.[10] Douglas’ teori kan give et bud på, hvordan man kan forstå de sociale mønstre i relationen mellem bedemand og pårørende ved at se på, hvordan den døde krop håndteres.[11] Gennem Douglas’ optik kan den døde krop ses som ‘uren’ i den forstand, at den ikke passer ind i de ‘klassifikationer’, som mennesker tænker verden igennem. ‘Uren’ er i denne sammenhæng ikke et spørgsmål om hygiejne, men om et eksistentielt kaos.[12] ’Klassifikationer’ er et system for orden, som Douglas mener mennesker ser og oplever verden igennem.[13] De ting der ikke passer ind i ‘klassifikationerne’, er ‘urene’: “a matter out of place” og de truer den ønskede orden.[14] Ses den afdøde gennem Douglas’ teori om at være i en marginaliseret position, bliver den afdødes status tydeligere. Mens den afdøde er i bedemandens varetægt, er den afdødes status udefineret, fordi den afdøde er erklæret død, men endnu ikke er begravet eller brændt.[15] Ved at anvende Douglas’ teori som analytisk ramme, bliver det således tydeligt, hvorfor den døde krop tilsyneladende er svær at definere og holde styr på.
Bedemanden har et behov for at skabe distance, så relationen kan afbalanceres. I et felt, hvor døden er nærværende hver dag og hvor kunderne der ydes service for, er i krise, må bedemanden sørge for at beskytte sig, så hverdagens følelsesmæssige påvirkning ikke bliver for massiv.[16]
Bedemanden har et behov for at skabe distance, så relationen kan afbalanceres. I et felt, hvor døden er nærværende hver dag og hvor kunderne der ydes service for, er i krise, må bedemanden sørge for at beskytte sig, så hverdagens følelsesmæssige påvirkning ikke bliver for massiv.[16]
At skabe distance
Behovet for at skabe distance til den døde krop kan både anskues praktisk, som en bakteologisk hygiejneforanstaltning, og symbolsk, ved hjælp af Mary Douglas teori om smitte, urent og helligt.[17] I analysen undersøges ligeledes, hvilke teknikker bedemændene anvender til at skabe distance.
Her fortæller Bedemanden Mette om den følelsesmæssige belastning, jobbet kan indeholde:
Det er svært, altså nogle gange så er man mentalt fuldstændig mættet og man synes, at nu kan man ikke rigtig mere. Og så, når jeg mærker efter, så kan jeg slet ikke forestille mig, hvad jeg ellers skulle lave.
Men jeg kan godt have dage, hvor jeg tænker – hmm – det ville være dejligt bare at sidde nede i Netto og bare spørge: “Hvordan går det med børnebørnene i dag?”
Jamen, sådan nogle dage kan jeg godt have.
Feltnoten viser en længsel efter et mindre psykisk belastende arbejde. Howarths hovedinformant, bedemanden Adrian, supplerer Mettes udtalelse og forklarer nødvendigheden af at skabe distance: “If you’re going to keep thinking about them all the time and it upsets you I’m afraid you’re wasting your time. You won’t be able to do it.” Han understreger, at en bedemand er nødt til at kunne adskille arbejdet fra privatlivet, ellers kan man ikke være bedemand.[18] Howarth fremhæver, at bedemændene har brug for en “technique which holds the emotions in check”[19] og har opstillet en model med seks copingstrategier over, hvordan bedemændene skaber distance. Behovet for at skabe distance er fælles for engelske og danske bedemænd, men i England er flere af bedemændenes opgaver centreret omkring håndteringen af den afdødes krop, blandt andet fordi åbne kister er et mere almindeligt fænomen end i Danmark. Det kan være årsagen til at Howarths copingstrategier udelukkende har fokus på distancearbejdet overfor den døde krop og ikke inkluderer distancearbejdet overfor de pårørende.
Bedemændenes formål med at anvende strategierne er “to hold the emotions in check” og opnå ‘apathy’.[20] Howarth præciserer, at hun bruger ordet ‘apathy’ i den betydning, at lade fornuften overtage situationen for at undgå følelsesmæssig påvirkning. Bedemændene benytter strategierne for at opnå ‘apathy’, så de kan opretholde en professionel performance.[21] Howarth definerer ikke den professionelle performance nærmere i forhold til bedemændenes følelsesmæssige involvering i relationen til de pårørende, men jeg skønner at det er mere komplekst end at sindsbevægelse undgås. Jeg antager, at der er kulturforskel på England og Danmark, for hos Birkelund fremstod det acceptabelt, at bedemanden kom til at græde. Det var ikke mit indtryk, at det blev anset som uprofessionelt:
Lise fortæller om dengang, hendes søn Jesper havde kørt rustvognen ved en begravelse for et lille, for tidligt født barn. Moren var kommet gående ud af kirken med kisten i favnen for at sætte den ind i rustvognen, og Jesper havde stået parat ved rustvognen og havde grædt, “så han blev våd helt ned i skoene”. Da jeg spurgte om, hvordan de pårørende reagerede på det, sagde Lise, at “det lægger de ikke mærke til. Og hvis de gør, så er det helt i orden med dem. Det er jo forfærdeligt, når sådan en lille dør.” Jeg spørger til, om Mette og Lise også kan komme til at græde – og det kan de. Lise fortæller, at ved en begravelse af en halvtredsårig mand ugen før, havde Lise fået tårer i øjnene, da hun så mandens mors reaktion, da kisten skulle bæres ud. Lise så morens reaktion, fordi hun stod oppe ved første række og skulle sørge for at tænde musikken, der skulle spilles, når kisten blev båret ud. Mette siger, at man aldrig ved, hvornår tårerne kommer: “Det kan trigges af mange forskellige ting.” Lise har svært ved “gamle ulykkelige damer”, der begraver deres børn. For Mette er det svært, når børn på hendes egne børns alder er rigtig kede af det.
Mit materiale af feltnoter og observationer indeholder mange situationer, hvor de forskellige informanter er følelsesmæssigt påvirkede, men som det fremgår af citatet, er det en del af bedemændenes selvforståelse, at de ikke behøver at holde følelserne tilbage, men kan finde hensigtsmæssige måder at udtrykke dem på. Problematikken omkring hvordan en bedemand er professionel og samtidig investerer sig selv i relationen til de pårørende, taler ind i balancen mellem arbejdsliv og privatliv, og hvordan bedemændene skaber nærhed. I det oprindelige speciale er analysen opdelt i to, én del om hvordan bedemændene skaber nærhed i relationen til de pårørende, og en om hvordan de skaber distance. Empirien viste, at det er en stadig udfordring for Birkelund at finde en tilfredsstillende balance[22].
I situationen kan det virke grotesk at Lise og Mette, ved at betragte kroppen mere detaljeret, kan få skabt en afstand, men de fortalte, at strategien hjalp dem med at udholde situationen. Kapelbetjenten hjalp dem med at skabe distance ved at “umenneskeliggøre” den afdøde.
Selvom det er legitimt at udtrykke følelser, er der stadig et behov for at skabe distance til den følelsesmæssige påvirkning. Bedemanden Lise fortalte om en sag, som havde været svær for hende at skabe distance til. Hun fortalte mig om sagen under en køretur ind for at hente en afdød på retsmedicinsk afdeling på Rigshospitalet. På Retsmedicinsk afdeling kommer de afdøde til undersøgelse, hvis omstændighederne omkring dødsfaldet skal undersøges nærmere. Det kan være hvis dødsfaldet er sket uventet eller er et resultat af en forbrydelse. For at forberede mig på, hvad den retsmedicinske afdeling kunne indeholde, fortalte Lise mig om episoden, hvor kvartermesteren Per havde hjulpet Mette og hende med at nedbringe den følelsesmæssige påvirkning af at håndtere en afdød. Lise formulerede, at det var en sag, der havde gjort stærkt indtryk, eller som hun udtrykte det, “der blev ved med at fylde for dem”.
Lise og Mette skulle hente en kvinde, der var blevet brutalt slået ihjel af sin mand med en kniv. Da de fik den afdøde udleveret, havde de rigtig svært ved at se på den mishandlede krop. Kvartermesteren Per havde forklaret dem: “Se, det her knivstik er påført efter, at hun var død…”. “Hvis der ikke er en rødmen rundt om såret eller snitsåret, så er det tilført efter døden er indtruffet”.
Lise forklarede, at Per havde hjulpet dem med at se på den afdøde krop med hvad hun kaldte “et mere teknisk blik”. Lise og Mette havde set kvinden som en person, der tragisk var blevet slået ihjel af sin mand, fordi hun ville skilles. Kvartermesterens forklaring af de fysiologiske tegn på kvindens krop, er et eksempel på hvordan han tilbyder dem at se på den afdøde gennem en copingstrategi, som Howarth kalder ‘umenneskeliggørelse’ (dehumanization).[23] Ved at rette fokus på den fysiologiske krop, kan Mette og Lise distancere sig fra den afdøde persons tragiske død. Den afdøde kvinde ses ikke længere som et subjekt, og kroppen bliver til en tom skal, et objekt. Der fokuseres udelukkende på den del af kroppen som bliver håndteret. Howarth fremhæver, at det er en mere naturvidenskabelig måde at anskue kroppen og opdele sanseindtrykkene på, hvor helheden opdeles i små bestanddele.[24] I situationen kan det virke grotesk at Lise og Mette, ved at betragte kroppen mere detaljeret, kan få skabt en afstand, men de fortalte, at strategien hjalp dem med at udholde situationen. Kapelbetjenten hjalp dem med at skabe distance ved at “umenneskeliggøre” den afdøde.
I et andet eksempel på bedemændenes arbejde med at skabe distance, deltog jeg i en fjernelse af en pacemaker. Kapelbetjenten Simon skulle fjerne pacemakeren fra en afdød mand, som lægen havde undladt at fjerne. Pacemakere kan eksplodere og ødelægge krematorieovnen, når kisten brændes – derfor skal de fjernes, inden den afdøde kremeres. I situationen havde Mette og Lise advaret Simon om, at den afdøde lugtede, så han sprayede med en lugtreducerende spray før og efter han åbnede kisten. Han afdækkede kun den afdødes venstre del af brystkassen.
Simon klippede stille og roligt den afdødes højhalsede strikbluse op fra kraven og ned over venstre side af brystet. Så skar han et kort snit. Huden lå bleg og indfalden over ribbenene og der kom intet blod eller væske ud af snittet. Han pressede ned og pacemakeren, en lille metalæske med runde kanter, poppede ud. Den havde et lille tyndt plastikkabel, der fortsatte ind i kroppen. Simon holdt om pacemakeren med en serviet og klippede kablet over. Imens han arbejdede, fortalte han, at det var lykkedes ham at få fat i et rensdyr, og at ham og hans familie som juletradition altid spiste rensdyr juleaften. Så nu var julemiddagen ordnet hjemme hos ham. Jeg spurgte ham om, hvordan han havde skaffet rensdyr her, for det var mit indtryk, at det var svært at få fat i. Mens Simon smalltalkede videre med Mette, Lise og jeg, fortalte han om, hvem der havde nedlagt dyret hjemme i Norge, og satte et plaster over åbningen, lagde blusens krave på plads og lagenet tilbage over den afdødes overkrop og ansigt.[25]
Simon anvendte den samme ‘umenneskeliggørelses’-strategi, som i forrige eksempel, men han anvendte også den copingstrategi, Howarth kalder ‘undgåelse’ (avoidance) gennem sin brug af hjælpemidler: spray, gummihandsker og serviet. Dermed undgås fysisk berøring med den døde krop og lugtpåvirkningen reduceres. Derudover vurderer jeg, at han også anvendte ‘undgåelsen’ sprogligt, ved at tale om et andet emne, så opmærksomheden ledes væk fra det, man ønsker at skabe distance til.
Den hygiejniske fare
I de to foregående eksempler er det åbenlyst, at bedemændene har behov for at skabe distance: Den dræbte kvindes krop var en voldsom oplevelse for dem, og fjernelsen af pacemakeren var sansemæssigt frastødende, men mere ‘normale’ dødsfald, indeholder også et behov for distance. Langt de fleste afdøde, jeg oplevede i felten, fremstod meget fredelige: De var meget blege, måske lidt gullige, og det lignede, at de sov. Jeg vurderer, at bedemændene hos Birkelund i høj grad anvender strategien ‘undgåelse’ ved at undgå fysisk kontakt med den afdøde krop. Det gøres ved at benytte specielle arbejdsmetoder, teknik eller hjælpemidler, der begrænser den fysiske kontakt med den døde krop. Felten viste, at Birkelunds tilgang til hjælpemidler og de faste procedurer til håndtering af de afdøde, blev italesat ud fra et bakteriologisk syn på den risiko, der er ved fysisk kontakt med en afdød – altså ud fra den sundhedsmæssige smitterisiko. Birkelund bruger hjælpemidler eller værnemidler som plastikhandsker, lagner, og ligposer, men også større hjælpemidler som bårer til at transportere den afdøde på, så de skal bære dem mindst muligt. Hvis det ikke kan undgås at den afdøde skal bæres, fordi adgangsforholdene er begrænsede, sikrer båren at løftet kan foretages med afstand mellem bedemandens krop og den afdøde. Endelig kan selve kisten også ses som et hjælpemiddel til at undgå kontakt med den afdøde. En kiste er konstrueret til at holde på kroppen, og på de væsker og luftarter, der kan sive ud af kroppen. Bunden i kisten har en overflade som æggebakker, for at forhindre at kroppen glider rundt. Den består af et sugende materiale, der kan opsamle væske. Kisten begrænser også lugt i at trænge ud, for kistelåget slutter tæt på siderne og skrues fast med fire skruer.
En kiste er konstrueret til at holde på kroppen, og på de væsker og luftarter, der kan sive ud af kroppen. Bunden i kisten har en overflade som æggebakker, for at forhindre at kroppen glider rundt. Den består af et sugende materiale, der kan opsamle væske. Kisten begrænser også lugt i at trænge ud, for kistelåget slutter tæt på siderne og skrues fast med fire skruer.
Howarth påpeger at det er centralt at kroppen forbliver en enhed, og at det er en vigtig del af bedemandens job at sikre dette i håndteringen af en afdød. Dette fokus på at kroppen bevarer sin enhed, stemmer overens med Douglas’ pointe om at kroppen kan opfattes som ren og hellig, når den forbliver indenfor sin klassifikation.[26] Howarth kalder bedemændenes arbejde for at bevare kroppen som en enhed for: “re-establishing the body’s boundaries” og hun præciserer, at det i praksis betyder, at bedemanden renser overflader og lukker åbninger på den døde krop.[27] Her bliver det igen tydeligt, at Howarths studie bygger på et etnografisk studie i England og at den har sin begrænsning, fordi de engelske bedemænds balsameringsarbejde adskiller sig fra de danske bedemænds praksis. Jeg vurderer ud fra mine erfaringer i felten, at i Danmark fylder arbejdsdelen med at reetablere kroppens grænser mindre end i England, men den er stadig til stede, fordi der kan sive væsker ud ad kroppens åbninger. I praksis betyder det at bedemændene for eksempel lader den voksenble, som langt de fleste afdøde er iført, blive på, når de klæder på den afdøde. Derudover kan bedemændene komme ud for at der trænger sort, grumset væske ud af den afdødes næse og mund. Det er afhængigt af dødsårsagen om det forekommer, og bedemændene har et pulver, som de kan benytte til at standse væsken og således sørge for, at kroppen forbliver en samlet enhed.
Den symbolske fare
I felten oplevede jeg, at bedemændene var meget opmærksomme og klare i deres instrukser omkring den bakteriologiske og hygiejnemæssige fare ved en afdød krop, men jeg vil gerne inddrage den symbolske fare i analysen. Howarth anvender også forureningsbegrebet både symbolsk eller bakterielt.[28] Howarth fremhæver at teknikkerne (copingstrategierne) anvendes ud fra den anskuelse, at den døde krop forurener sine omgivelser ved kontakt. Ved at kontakten nedbringes mest muligt, nedbringes forureningen af bedemanden også. Bedemændene undgår således ikke kun en hygiejnemæssig fare, når de håndterer en afdød. Ved at kigge efter den symbolske fare, træder der andre dynamikker frem, som kan uddybe hvorfor det er så vigtigt at kroppen forbliver en enhed. Til at undersøge den symbolske fare, vil jeg anvende Mary Douglas’ teori om det ‘urene’.[29] Et grundprincip i Douglas’ teori er at mennesker grundlæggende søger ‘orden’, og ‘orden’ skal ses som et system.[30] Systemet producerer et biprodukt: det ‘urene’. Det ‘urene’ er det, der ikke passer ind i systemet. Hvor der er et system, vil der således også være ‘dirt’ eller ‘urent’ til stede.[31]
Bedemændenes hjælpemidler kan i denne sammenhæng have en symbolsk funktion. En kiste kan være et hjælpemiddel til at holde kroppen samlet som en enhed. Derved bliver det muligt at opretholde ‘orden’, og den afdøde krop kan anses for ‘hellig’ i den betydning, at kisten er med til at sikre den ‘orden’, som det ‘hellige’ er afhængigt af: “Holiness means keeping distinct the categories of creation. It therefore involves correct definition, discrimination and order”.[32] Det er vigtigt at kroppen bliver i sin klassificering, og at ‘orden’ derved opretholdes. Det er således ikke kun hygiejnemæssigt farligt, hvis kisten lækker væske – det er også symbolsk farligt.[33] Den væske, der kan sive ud af kisten, vil være ‘uren’ eller kan ses som “a matter out of place”[34]. ‘Urent’ opfattes som ubehageligt og søges generelt mest muligt undgået og begrænset.[35]
(…) den afdøde krop svinger mellem at være et subjekt og et objekt.[36] Den tvetydige status gør den udefineret og kaotisk, og dermed opfattes den som symbolsk farlig, fordi den truer den ønskede ‘orden’.[37]
Inden kroppen lægges i kisten, kan den også ses som symbolsk farlig gennem sin tvetydige status. Den kan anses som uren, fordi den ikke passer ind i systemet længere. Den er ikke levende længere, men endnu ikke lagt i kiste. Som nævnt tidligere har Boesen påpeget, at den afdøde krop svinger mellem at være et subjekt og et objekt.[36] Den tvetydige status gør den udefineret og kaotisk, og dermed opfattes den som symbolsk farlig, fordi den truer den ønskede ‘orden’.[37]
Omsorg og beskyttelse
Den døde krop kan have en marginaliseret status, fordi den ikke længere hører til i det levendes verden, men heller ikke er begravet endnu. Douglas uddyber den marginaliserede persons position: “First, consider beliefs about persons in a marginal state. These are people who are somehow left out in the patterning of society, who are placeless. They may be doing nothing morally wrong, but their status is indefinable”[38]. På den måde står den døde krop tilbage i marginen, og venter på at overgå til dødens verden. Den kan således ses som stedløs (ikke de levendes verden og ikke de dødes) og formålsløs (i en venteposition). Douglas fremhæver at det marginaliserede behandles både sårbart og farligt.[39] Og viser således til en dobbelthed: Kroppen opfattes som farlig – og der skabes distance til den ved at undgå fysisk kontakt, men den opfattes samtidig som sårbar – og bliver håndteret med ømhed. Den dobbelthed så jeg også afspejlet i felten. De afdøde blev behandlet meget nænsomt af bedemændene. De blev løftet og klædt på. Håret blev sat pænt, og lagnet blev puttet godt ned og glattet fint omkring deres ben og fødder. Den omsorgsfulde behandling skete uafhængigt af om der var pårørende til stede, om den afdøde skulle fremvises til de pårørende efterfølgende eller om ingen skulle åbne kistelåget igen. Emisk blev det formuleret som at de afdøde blev behandlet “respektfuldt”. Jeg oplevede at de næsten blev behandlet, som om de var levende og kunne mærke, når deres krop blev flyttet. Jeg undrede mig over at den ømhed, som bedemændene udviste overfor de afdøde, var så grundlæggende og blev opfattet så selvfølgelig af alle jeg mødte i ilægningssituationerne, inklusiv mig selv. Den første ilægning jeg deltog i, indeholdt en oplevelse af denne sårbarhed, og den vækkede en ømhed hos mig, som jeg ikke havde forventet. De næste to citater er fra første gang, jeg så en afdød:
Da lagnet blev fjernet, kom et glimt af gyserfilm, fordi den afdødes nakke var bøjet helt bagover og hans mund var vidt åben, som om han skreg. Hans øjne var halvåbne. Hovedet var næsten skaldet. Han havde en fremtoning næsten som en KZ-fange. Hans kindben var markerede. Han var en tynd, gammel mand. Kraniet stod skarpt frem.
Men da resten af hans krop kom frem fra klædet, så forsvandt al gyserfilm. Så var han bare sølle, lille og afpillet. Og munden lignede mere at han prøvede at få luft.
Afhentningen foregik på et hospitalskapel, hvor de afdøde bliver kørt til afhentning på metalbårer på hjul. De afdøde ligger nøgne, kun iført en ble og med et lagen over sig. Det var en overvældende oplevelse at blive guidet gennem en påklædning af den døde krop af bedemanden Michael.
Kroppen havde en anderledes temperatur og en ukendt fugtighed på huden. Kroppens konsistens var også anderledes – ikke stiv, men heller ikke afslappet som hos en sovende. Det var en ukendt situation at se et andet menneske nøgent og endnu mere at klæde en voksen krop på. En krop, der ikke kunne bevæge sig mere og ikke kunne hjælpe til.
Michael fortalte, at ældre menneskers hud nogle gange kan være så porøs, at den går af, når man rører ved den – så er det svært at give dem tøj på. Clausens hud var fast nok. Den var bare våd – det var helt normalt, sagde Michael. På hans fødder sad hele vandperler på huden. Det gjorde det svært at give ham tøj på. Det forstærkede også den kolde følelse, når man rørte ved huden (…)
Tøjet gav ham på en måde lidt værdighed tilbage. Gav ham en beskyttelse. Fik ham til at se mere levende ud. Før var han mere skrøbelig og nøgen. Totalt prisgivet os. Tøjet lagde en beskyttende skal om ham. På en måde så tøjet mere levende ud, end han gjorde.
Ambivalens
Jeg havde forberedt mig på, at jeg måske ville føle væmmelse eller afsky overfor den døde krop, men det var ikke slemt. Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg kunne føle ømhed overfor en afdød, jeg ikke kendte. Min umiddelbare oplevelse var, at han var en person der havde brug for hjælp, og at vi hjalp ham. Så i situationen opfattede jeg hovedsageligt den afdøde som et subjekt, selvom han var et objekt. I sit studie peger Douglas på, hvordan tvetydigheden opleves: “But it is not always an unpleasant experience to confront ambiguity… The experience can be stimulating”[40]. Min oplevelse af min første afdøde var ikke ubehagelig – kun det første glimt, beskrevet i citatet – ellers var oplevelsen præget af stor nysgerrighed og undren. Det var et ukendt land at betræde for mig, og jeg erfarede at vekslingen mellem subjekt og objekt, som Boesen peger på, også vekslede hos mig selv.
Jeg studsede over hans hænder. De var smukke. Lange og slanke, med mange pletter – sådan nogle brune fregnepletter, som gamle mennesker har mange af. De så meget afslappede ud. Let lukkede. Hans håndleds stilling var fosteragtig og hjælpeløs – håndleddet lå højere over selve hånden. Da jeg skulle trække jakkeærmet og specielt foret inde i ærmet op over armen, anbefalede Michael at jeg tog ham i hånden inde i ærmet og træk hans arm igennem. Det var underligt. Det var en alt for levende gestus at gøre. Det var forkert. For hans håndstilling passede lige til at min hånd kunne glide ind i hans. I den situation forventer man instinktivt at den anden hånd lukker sammen om ens hånd, men det gjorde den jo ikke. Så i et splitsekund skiftede den fra ”dukkehånd”, der skal trækkes tøj på, til mandehånd, der siger goddag – og tilbage til dukkehånd. Og dukkehånd er ikke et dækkende ord, for de er jo helt hårde. Det var hans hånd ikke. Den var jo blød nok, bare kold, fugtig og helt ubevægelig.
(…) man kan se den afdøde som en person, der står i døren ind til de dødes rum. Derved er den afdøde sårbar og i fare, men udgør samtidig en fare for sine omgivelser.[47]
Feltnoten viser den døde krops tvetydighed – en oplevelse af den afdøde både som et menneske og et ikke-menneske. Antropologen Victor Turners teori om liminalitet indeholder aspekter af den samme dobbelthed, men han ser den afdødes position som en overgang.[41] Turner og Douglas er fælles om at kaste lys over, at den afdødes position kan ses som stående udenfor samfundets normale sociale struktur.[42] Turners begreber om overgange bygger videre på Van Genneps liminalfase-begreb. Van Gennep ser livet som et hus og de forskellige livsstadier som rum i huset. Døråbningerne imellem rummene er liminalfaser, hvor der sker en transition og en overgang mellem to stadier.[43] Turner anser det at være i transition som en sårbar position, hvor personen, der gennemgår transitionen, er i fare.[44] Turner fremhæver at dem, der opholder sig i transitionen, også udgør en fare for sine omgivelser.[45] Han henviser til Douglas, og påpeger at personer i liminalfasen anses for at være urene, og at faren kan ses som en fare for forurening fra de personer der er i liminalfasen.[46] Douglas og Turner har altså begge et blik for dobbeltheden. Den afdødes position kan med Turners teori ses som værende i en transition, fordi man kan se den afdøde som en person, der står i døren ind til de dødes rum. Derved er den afdøde sårbar og i fare, men udgør samtidig en fare for sine omgivelser.[47] Den fare beskytter bedemændene sig imod ved at distancere sig gennem eksempelvis ’undgåelse’, samtidig med at de behandler den afdøde med stor ømhed. Ved at anvende Turners og Douglas’ begreber, fremhæver analysen således en ambivalens i bedemændenes håndtering af den afdøde, som både beskyttes, og som bedemændene samtidigt beskytter sig imod.
Afrunding
For at opsummere analysen og skabe et overblik over, hvordan bedemændene i Birkelund skaber distance til den døde krop og de pårørende, vil jeg opstille en dansk udgave af Howarths copingstrategier:
Den første strategi er ’umenneskeliggørelse’, hvor det tilstræbes at se den afdøde som et objekt i stedet for et subjekt. Det gøres for eksempel ved at fokusere på enkelte dele af kroppen.Den anden strategi er ’undgåelse’, hvor sanseindtryk af den afdøde undgås, for eksempel ved at anvende hjælpemidler, teknik eller særlige arbejdsmetoder, som handsker eller kister.Den tredje strategi er en sproglig afledning, hvor opmærksomheden afledes gennem at samtalen drejes ind på et andet emne.
Analysen viser desuden en ambivalens i håndteringen af de afdøde, hvor bedemændene både beskytter den afdøde og samtidigt beskytter sig imod den afdøde, som kan bunde i den afdødes marginale sociale position. Det overraskede mig at opleve denne ambivalens i felten. Jeg oplevede den som grundlæggende både i bedemændenes og chaufførernes håndtering af de afdøde – og hos mig selv. Denne nye viden bygger oven på Boesens idé om den døde krops vekslen mellem subjekt og objekt,, og kan derved udbygge den antropologiske viden om hvordan den døde krop opfattes.
Den døde krop er “a matter out of place” og repræsenterer døden, der bringer kaos, smitte og urenhed, og forurener alt omkring sig. Kaos er uønsket og den afdøde opfattes derfor som farlig og forsøges undgået. Jeg finder tegn i empirien på, at døden, lige som den døde krop, forsøges undgået og at forholdet til døden er præget af den samme inddæmning og begrænsning af kaos.
Jeg håber at denne artikel har givet et blik ind i den sorte boks, som bedemændenes hverdag er for mange. En hverdag med døden og sorgen tæt på, og en til tider svær afbalancering af empati og beskyttende distance omkring de pårørende og den tvetydige døde krop. Ud over at konkretisere hvilke strategier bedemændene anvender til at skabe distance, viser analysen og eksemplerne også, at bedemændene selv med mange års erfaring i nogle tilfælde kan have svært ved at skabe en følelsesmæssig distance til den døde krop.
Litteraturlister
Boesen, Britt. Et Subjekt/Objekt : Et Studie Af Håndteringen Af Afdøde På Hospitaler Og Plejehjem Indtil Kisteilægning I Danmark : Specialeafhandling Til Kandidateksamen. Specialerække ; Nr. 429. Kbh.: Institut for Antropologi, Københavns Universitet, 2006.
Douglas, Mary. Purity and Danger : An Analysis of the Concepts of Pollution and Taboo. Routledge Classics. Repr. / with a new preface by the author. ed. London: Routledge, 2004.
Ehn, Billy, and Orvar Löfgren. Kulturanalyser. Kæp-Hesten. Edited by Billy Ehn and Orvar Löfgren. 1. udgave. ed. Århus: Klim, 2006.
Gorer, Geoffrey. Death, Grief, and Mourning in Contemporary Britain. Edited by Geoffrey Gorer. London: The Cresset Press, 1965.
Hansen, Marie Met. Den Døde Krop. 20.12.2019 2019. Eksamensopgave. DPU Emdrup, Århus universitet.
Howarth, Glennys. Last Rites : The Work of the Modern Funeral Director. Death, Value and Meaning Series. Amityville, N.Y: Baywood Pub. Co, 1996.
Schwennesen, Nete. «Mary Douglas. Klassifikation Og Social Orden.» Chap. 15 In Klassiske Og Moderne Antropologiske Tænkere, edited by Kirsten Hastrup, 371-96: Hans Reitzel, 2020.
Thamann, Aubrey. «Crossroads: An Interdisciplinary Study of Funeral Directors in Indiana.» edited by Susan Curtis, Andrew Buckser, Lance Duerfahrd and Heather Servaty-Seib, ProQuest Dissertations Publishing, 2016.
Turner, Victor Witter. The Forest of Symbols : Aspects of Ndembu Ritual. Paperback ed. ed. Ithaca, N.Y.: Cornell University Press, 1970.
Fotnoter
[1] Billy Ehn and Orvar Löfgren, Kulturanalyser, ed. Billy Ehn and Orvar Löfgren, 1. udgave. ed., KÆP-hesten, (Århus: Klim, 2006), 18.
[2] Når jeg i analysen inddrager eksempler på døde kroppe og pårørende i følelsesfulde kriser, som kan virke voldsomme, er beskrivelsernes funktion at begrunde og argumentere for vigtigheden af, at bedemænd kan beskytte sig selv gennem at skabe distance. Formålet er ikke at skrive, med Gorers ord, ”The modern pornography of death” fra Geoffrey Gorer, Death, grief, and mourning in contemporary Britain, ed. Geoffrey Gorer (London: The Cresset Press, 1965), 175.
[3] Glennys Howarth, Last rites : the work of the modern funeral director, Death, value and meaning series., (Amityville, N.Y: Baywood Pub. Co, 1996), 2.
[4] Aubrey Thamann, «Crossroads: An interdisciplinary study of funeral directors in Indiana,» ed. Susan Curtis et al. (ProQuest Dissertations Publishing, 2016).
[5] Ibid, 8.
[6] Ibid, 7.
[7] Ibid, 11.
[8] I specialet anvendes ordet ’afdød’ om de døde. Det er et empirisk begreb fra felten, hvilket vil sige det ord bedemændene benyttede om de døde. I ordbogens definition af ordet står: ”Afdød: som (for nylig) er afgået ved døden”»Afdød,» 2020, accessed 21.05.2020, ordnet.dk.Ved at anvende det ord præciserer jeg, at dødsfaldet er sket for nyligt og at det drejer sig om en person. Samtidigt fravælger jeg ord som det mere kropslige ord ’lig’, som også kan referere til et dødt dyr: ”Lig: et menneskes (eller et dyrs) døde krop” «Lig,» 2020, accessed 21.05.2020, ordnet.dk. Da bedemændenes kontakt med de døde oftest sker umiddelbart efter at døden er indtruffet, finder jeg ordet ’afdød’ mere præcist og anvender det i specialet, selvom det er et emisk begreb fra felten.
[9] Nete Schwennesen, «Mary Douglas. Klassifikation og social orden,» in Klassiske og moderne antropologiske tænkere, ed. Kirsten Hastrup (Hans Reitzel, 2020), 38.
[10] Mary Douglas, Purity and danger : an analysis of the concepts of pollution and taboo, Repr. / with a new preface by the author. ed., Routledge classics., (London: Routledge, 2004), viii.
[11] Schwennesen, «Mary Douglas. Klassifikation og social orden,» 375.
[12] Douglas, Purity and danger : an analysis of the concepts of pollution and taboo, 2.
[13] Ibid, 45.
[14] Ibid, 44.
[15] Ibid, 118.
[16] Howarth, Last rites : the work of the modern funeral director, 71 og 76.
[17] Douglas, Purity and danger : an analysis of the concepts of pollution and taboo.
[18] Howarth, Last rites : the work of the modern funeral director, 76.
[19] Ibid, 71.
[20] Ibid, 71.
[21] Ibid, 71.
[22] Marie Met Hansen, Den døde krop, 20.12.2019 2019, Eksamensopgave, DPU Emdrup, Århus Universitet.
[23] Howarth, Last rites : the work of the modern funeral director, 73-74.
[24] Ibid, 73-75.
[25] Hansen, Den døde krop, 2.
[26] Douglas, Purity and danger : an analysis of the concepts of pollution and taboo, 2, 45 og 67.
[27] Howarth, Last rites : the work of the modern funeral director, 186.
[28] Ibid, 73.
[29] Douglas, Purity and danger : an analysis of the concepts of pollution and taboo.
[30] Ibid, 44.
[31] Ibid.
[32] Ibid, 67.
[33] Ibid, 64-67.
[34] Ibid, 44.
[35] Ibid, 46, 49.
[36] Britt Boesen, Et subjekt/objekt : et studie af håndteringen af afdøde på hospitaler og plejehjem indtil kisteilægning i Danmark : specialeafhandling til kandidateksamen, Specialerække ; nr. 429, (Kbh.: Institut for Antropologi, Københavns Universitet, 2006), 118.
[37] Douglas, Purity and danger : an analysis of the concepts of pollution and taboo, 49.
[38] Ibid, 118.
[39] Ibid, 118.
[40] Ibid, 46.
[41] Victor Witter Turner, The forest of symbols : aspects of Ndembu ritual, Paperback ed. ed. (Ithaca, N.Y.: Cornell University Press, 1970), 95.
[42] Ibid, 94-95.; Douglas, Purity and danger : an analysis of the concepts of pollution and taboo, 118.
[43] Ibid, 119.; Turner, The forest of symbols : aspects of Ndembu ritual, 93-94.
[44] Ibid, 109.
[45] Ibid, 109.
[46] Ibid, 97.
[47] Douglas, Purity and danger : an analysis of the concepts of pollution and taboo, 119;. Turner, The forest of symbols : aspects of Ndembu ritual, 109.